Vi tager på sheltertur til Kulsiverpladsen i Aggebo tæt ved Græsted.
Vi mødes på København H kl. 9:10 i forhallen 'Under uret' lørdag d. 24.10. og er tilbage søndag d. 25.10. samme sted kl. 12:00.
Vi skal med S-tog til Hillerød og derfra med Hundestedbanen til trinbrætet v. Valbyhegn hvorfra vi går med vores rygsæk de ca. 7 km frem til shelterpladsen.
Du skal pakke en rygsæk med de ting du skal bruge til et døgn udenfor:
En madpakke til lørdag frokost + drikkedunk.
En varm sovepose - evt. suppleret med en lagenpose.
Liggeunderlig - evt. en alu mat for ekstra varme.
Varmt nattøj/termoundertøj til at sove i og evt. en nathue.
Lommelygte (gerne pandelampe).
Bestikpose med dit service og viskestykke.
Påklædning efter vejret og to par ekstra strømper/sokker samt et par ekstra bukser og en trøje.
Det vigtigste af alt er nogle sko/vandrestøvler som du går godt i og som ikke nemt bliver gennemblødte når vi går i vådt græs
og at din rygsæk ikke er tungere end du selv kan bære den.
I din rygsæk skal du gemme plads til en-to fællesting a la en trangia, 1 kg ris, eller andet. Alt skal være nedpakket i din rygsæk, inden løsdel der hænger og dingler uden på rygsækken. Når vi rejser med tog anbefaler vi at du spænder dit liggeunderlag på rygsækken 'lodret' bagpå - ikke vandret, for så er det nemmere at dreje rundt uden at ramme andre passagerer.
Vi hjælper dig med at spænde rygsækken ind så den sidder bedst muligt. Det var mange informationer.
Vi håber du benytter dig af denne mulighed for en tur ud i det smukke efterårsvejr.
Lederne